Vandværkets Naturgrund

For lidt over ét år siden var alle borgere på Løjt Land blevet ejere af en mark, erhvervet af Løjt Vandværk som en del af at sikre fremtiden for vores allesammens drikkevand.

Siden da har en lille dedikeret gruppe af lokale arbejdet med at skabe en bynær park, hvor naturen har plads til at udfolde sig, hvor mennesker kan mødes, man kan gå en tur, man kan dyrke frugt og grønt, plukke blomster og hvor man kan deltage som frivillig.

Vi har været overvældet over de mange donationer af planter, redskaber, fuglekasser, kvas, sten, halm, paller m.m., som vi har fået. Det har betydet at vi kunne komme hurtigt i gang med at lave forskellige haver, stier, bede, stendiger, insekthoteller, væresteder for fugle, blomsterstribe, kvashegn m.m.

Nu er vi igang med vores andet år og vi glæder os over at flere og flere tager turen ind over vores stier på grunden. Vi er spændte på hvordan vores mange nyplantede træer og buske vil klare sig.

Sidste år var sneglene overordentlig grundige i forhold til at smage på samtlige planter i vores køkkenhave, der ellers bliver dyrket med flerårige planter på en måde så jorden forstyrres mindst muligt. Men det havde sneglene vist ikke forstået… Som noget nyt er vi derfor nu igang med at etablere et sneglehegn rundt om haven, som bliver leveret af vores lokale smedeværksted.

Med hjælp fra den lokale kloakmester har vi netop fået udvidet vores lille vandhul og fået vores egen lille boring til at hente vand til vanding – snart med solcelledrevet pumpe.